Hvad er Term-modellen?

 

Term-modellen, meget kort:

Er en samtale- og patient-håndterings-model udviklet af psykiater Per Fink og Forskningsklinikken for funktionelle lidelser.
Modellen går ud på at, lægen skal være empatisk, mens han lytter til patienten, selvom han faktisk har en plan for patientens behandling,  som består i mindfunes, kognitiv terapi, gradueret træning og psykofarmaka.
Term-modellen anbefaler, at patienten ikke får mulighed for en second oppinion, angiveligt for ikke at forvirre patienten.
Familien overtales til at holde med lægen imod patienten.
Opstår der nye symptomer, ses de som emotionel kommunikation og skal derfor ikke udløse henvisninger til fysisk udredning.

TERM-modellen, mere udførligt.

 

The Extended Reattribution and Management Model

Et efteruddannelsesprogram for ikke-psykiatriske læger

Uddannelsesprogrammet bygger på ”The Reattribution Model”, som blev udviklet i Manchester af professor David Goldberg og lektor Linda Gask i begyndelsen af 1980’erne.

 

Term-modellen er udarbejdet af P. Fink, M. Rosendal, T. Toft for Forskningsenheden for Funktionelle Lidelser, Psykosomatik og Liaisonpsykiatri, Århus Universitetshospital og Forskningsenheden for Almen Medicin, Aarhus Universitet.

 

Formålet med TERM-modellen er at give læger en bedre forståelse af somatoforme og funktionelle lidelser og at gøre læger bedre i stand til at spotte og håndtere disse tilstande.

 

Somatiserende tilstande (eller somatoforme lidelser), og funktionelle lidelser er tilstande, hvor en person klager over fysiske symptomer, uden at der kan findes et organisk grundlag for symptomerne (modellens påstand).

 

Spørgeteknikken: Det vigtigste er lægens nysgerrighed. Lægen bør prøve at forstå, hvordan patienten tænker, føler og opfatter tingene. Lægen bør lytte og spørge af interesse, opmuntre patienten, opsumme ofte og give empatisk feed-back.

Det er afgørende, at patienten føler sig forstået. Det er ikke hvordan virkeligheden hænger sammen, der er interessant, men hvordan patienten opfatter den.

 

Det kan af psykologiske grunde være relevant med en fysisk undersøgelse, hvilket får patienten til at føle sig taget alvorligt, og det viser, at lægen er omhyggelig.

 

Herefter kan lægen anerkende, at symptomerne er reelle (vigtigt for patientens samarbejde, og for at patienten ikke føler sig dum) og forklare, at lidelsen har et navn, og at der ikke er indikation for yderligere udredning eller somatisk (fysisk) behandling, og han kan henvise til psykiater.

 

I svære tilfælde vil der mere være tale om management end om behandling.

 

Lægen bør overveje behandling med psykoaktiv medicin (primært antidepressiva) og bør vælge ikke-vanedannende medicin og gerne medicin, der kan serummonitoreres, idet man så ikke udelukkende er afhængig af patientens subjektive oplysninger om bivirkninger.

 

Lægen bør starte med en mindre dosis end sædvanligt, øge langsomt, være stoisk over for bivirkninger og ikke forvente hurtig helbredelse.

 

Lægen bør forstå eventuelle nytilkomne symptomer eller en forværring af de kendte som en emotionel kommunikation i stedet for et tegn på en ny lidelse.

 

Lægen bør aftale et forløb med faste tider med 2-6 ugers interval og undgå konsultation efter patientens krav.

 

Hvis patienten er i beskæftigelse, undlades sygemeldinger, hvis det overhovedet kan undgås, fordi man ikke ønsker at understøtte patienten i sin sygerolle. Der er formodentlig ingen risiko forbundet med en korttidssygemelding ved en veldefineret somatisk (fysisk) lidelse. Patienterne kan overraskende nok skelne, selv om de ikke er sig denne skelnen bevidst.

 

Lægen bør forsøge at blive patientens eneste læge og forsøge at begrænse patientens kontakter til andre behandlere, vagtlæger og alternative terapeuter så meget som muligt.

 

Lægen kan forsøge at motivere patienten for psykiatrisk behandling.

 

Lægen bør forsøge at opbygge et samarbejde med patientens pårørende ved at informere dem om behandlingsplanen og ved også at få dem til at medvirke til at overtale patienten til at lade sig behandle.

 

Lægen bør informere og instruere sine kolleger om behandlingsplanen.

 

Lægen kan arrangere støtte/supervision for sig selv. Da patienterne ofte er aktive i deres søgen efter behandling, kan andre behandlere foreslå unødvendige udredninger pga. deres manglende kendskab til patienten. Det er derfor godt at vende problemerne med en kollega.

 

—————————————————————————————–

 

Term-kurset består af et internatkursus, 3-4 aftenmøder, et boostermøde og et praksisbesøg.

Undervisningsmaterialet består af et teoretisk hæfte, en arbejdsmappe, et huskekort med TERM-modellen og management af kroniske tilfælde samt diagnosevejledninger.

Der findes en undervisermappe, en instruktion til skuespillere (med 4 sygehistorier) og en video med eksempler på de forskellige teknikker.

 

—————————————————————————————–

 

Dette er meget kort, hvad Term-modellen går ud på. Opfattes modellen som manipulerende overfor patienten, er det rigtigt opfattet, men alt hvad der står i denne korte udgave, kan genfindes i den originale model.

 

Term-modellen er således et program, som læger kan følge overfor patienter, som de mener ikke er fysisk syge, men, som de mener, lider af en ’funktionel lidelse’ eller indbildt sygdom efter devisen: hvad man ikke kan finde fysik bevis på, findes ikke.

 

Det har i praksis udviklet sig til at mange læger, socialforvaltninger, lægekonsulenter og psykiatere i dag ikke mener at følgende sygdomme findes som enkeltdiagnoser:

 

Eksempler på ’funktionelle’ lidelser:

Kronisk træthedssyndrom

Fibromyalgi

Irritabel tyktarm

Kronisk whiplash (piskesmæld)

Kronisk smertetilstand

Kemisk intolerans /duft- og lugtoverfølsomhed

Hjertesmerter

Bækkenløsning

 

På Forskningsklinikken mener man ikke, at disse sygdomme findes som enkeltdiagnoser, man siger, at når de har mange sammenfaldende symptomer, så må de være én og samme sygdom, nemlig funktionel lidelse, hvilket bevirker, at mennesker, som får denne diagnose i stor udstrækning bliver sendt til psykiater og behandlet med kognitiv terapi (i bedste fald), træning (som mange dårligt tåler) og psykofarmaka og må finde sig i at få tildelt en psykiatrisk diagnose også, hvilket føles som overgreb og nedværdigende.

 

Term-modellen, og de læger, som arbejder efter den, kan være skyld i, at mennesker med disse lidelser ikke bliver behandlet for fysiske lidelser, fordi lægen og alle andre i forbindelse med patienten er enige om, at klienten ikke fejler noget fysisk. Dette kan i værste fald blive skyld i patientens død, fordi alvorlige lidelser som f.eks. hjertefejl eller kræft så ikke opdages i tide.

 

 

Originalskriftet Term-modellen er blevet fjernet fra nettet, men der ligger et mindre uddrag af skriftet under Den originale Term-model her på hjemmesiden.

 

Eksempler på ‘funktionelle lidelser’ er taget fra side 8 i DSAMs skrift: http://www.dsam.dk/files/12/funktionelle_symptomer_og_lidelser.pdf

 

 

 

Her er en kort og klar udgave at Term-modellen, synoptisk opsat, så der er forklaring ved siden af original-teksten (lidt nede i de grå felter):
http://www.migraeniker.dk/index.php?option=com_content&view=article&id=1226:term-modellens-indhold&catid=7&Itemid=264

Hans Prags analyse af Term-modellen: http://hansprag.dk/Praksisudvalget/analyse.html

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *